Af Hanne Hauerslev, journalist
Danske advokater rejser i stigende grad til udlandet for at arbejde, viser statistikker fra Advokatsamfundet. For øjeblikket arbejder 62 danske advokater uden for landets grænser. Det er næsten dobbelt så mange som for ti år siden.
Flest har valgt at arbejde i England, Frankrig og Belgien. Eksempelvis er der for øjeblikket 20 danske advokater i og omkring London. Men også mere eksotiske lande som Australien, USA, Qatar og Rusland tiltrækker advokater med dansk uddannelse. Bro mellem engelsk og dansk ret
Mads Birkeland skulle bare være i England i et års tid for at tage en MBA og forbedre sit sprog. Det er seks år siden. I stedet for at tage tilbage til jobbet i Danske Bank, startede han i et engelsk advokatfirma, hvor flere kolleger var danske. Siden har de sammen bygget eget advokatfirma op med speciale i dansk og engelsk selskabs- og erhvervsret.
Bag det royale Buckingham Palace ligger en lille, hyggelig gade med hvide, engelske rækkehuse. Her i nummer fire boede Jacqueline Kennedys søster, Caroline Lee Radziwill, i 30 år. Når John F. Kennedy var i London, var det hér han overnattede og spiste middage i den lædertapetserede spisestue.
Både spisestue og stuen med de blomstrede gardiner står nøjagtig som dengang. Men i dag huser stuerne det dansk-engelske advokatfirma Corren Troen. Firmaet startede med at leje et enkelt værelse for tre år siden. I dag fylder de 20 medarbejdere det meste af huset og har desuden en afdeling i København.
En af advokaterne, 36-årige Mads Birkeland, har været partner, siden han blev solicitor i 2004. De var et team på fem fra Osborne Clarke, der fik lyst til at starte for sig selv. Kundeunderlaget var der, mente de. Der bor 50.000 danskere i London, og flere danske virksomheder vil gerne i kontakt med det engelske marked.
- Vi har speciale i anglo-dansk ret. Når en dansk virksomhed vil overtage en engelsk, er der ofte et ønske om at handle efter egne traditioner. Englænderne har samme ønske. Men de to juridiske grundlag skal tilpasses hinanden, og det er vores speciale. Juraen er forskellig på masser af punkter. For eksempel er reglerne om, hvornår et tilbud kan tilbagekaldes, vidt forskellige - ligesom regler baseret på EU-direktiver kan være implementeret på forskellig måde, hvilket får stor betydning, når der skal handles på tværs af landegrænserne, forklarer Mads Birkeland.
Efter fire år som jurist i Danske Bank i København og seks år i England føler han sig godt hjemme i begge landes retssystemer. Men det har været sejt at nå dertil.
- Du er jo bagud på point, når du kommer. Dit engelsk er dårligere, du mangler kendskab til engelsk ret, du kender ikke gængse formuleringer og vendinger i branchen, dit netværk er ikke-eksisterende. Det kan føles fuldstændig som at starte forfra, siger Mads Birkeland, der vurderer, at det tager et års tid at knække den sproglige kode.
- Men man kan lige så godt indstille sig på, at det aldrig bliver helt perfekt - og jeg har da stadig dage, hvor jeg føler mig fanget mellem to sprog og hverken kan finde de rette ord på dansk eller engelsk. |